Gå med dig!

Af sognepræst Malene Rask Aastrup

Kirkeblad nr. 2, 2013

”Selvom jeg tror på nogen at gå med, tænker jeg hele tiden gå med dig!

Selvom du’ den som jeg vil gå med, tænker jeg hele tiden gå med dig! Jeg vil ikke gå med dig. Jeg vil gå istå. Jeg vil ikke gå med dig. Jeg vil gå i hi.”

 

Sådan synger Simon Kvamm fra Nephew i en af sine seneste sange. Vi kender godt følelsen. Vi gider ikke mere. Vil bare være i fred. Trække os tilbage i al ensomhed.

Ensomheden kan du nyde mange steder:

Som børn har de fleste af os haft vore gemmesteder. Det kan være en hytte i et træ eller inde i et klædeskab. Som voksne må vi nok undlade så tydelige gemmesteder. Det virker en smule barnligt, hvis jeg pludselig kravler ind i min garderobe, ikke sandt. I stedet finder vi helle andre steder:

Mændene trækker sig tilbage til deres kontor eller går ud i værkstedet eller ned i kælderen.

Kvinderne har et syværelse eller de går i køkkenet. Alternativt går vi i hi med tæpper i en lun lænestol eller finder en oase i det fri. Ro må vi have i vores liv! Det meste er vitterligt lettere, når vi går for os selv. Så kommer vi nemlig ikke til at såre nogen. Og der er ingen, der kan såre os heller.

Ensomheden er også en fristelse i en af Disneys skønne tegnefilm, der handler om lille dreng, der er blevet en gammel mand.

Som gammel ærgrer han sig over, at han aldrig forfulgte det eventyr hans hustru og han drømte om som unge: At flyve med ballon til Paradisvandfaldet.

Den gamle skal på plejehjem, men istedet flyver han afsted i sit hus båret oppe af tusindvis af farvestrålende balloner, der er bundet op gennem skorstenen. Deroppe sidder han så mageligt i sin lænestol og nyder livet. Forventningsfuld og glad. Endelig skal hans drøm gå i opfyldelse.

”Bank, bank, bank”, lyder det.

Den gamle kikker forvirret rundt. Hvordan kan det banke på døren, når han flyver oppe mellem skyerne? Da den gamle åbner døren, kan han ikke se nogen udenfor. Da den gamle ser til siden, ser han helt inde ved husmuren en lille tyk dreng, der står forskræmt og klamrer sig til væggen.
”Må jeg ikke nok komme indenfor?” spørger drengen.
”Nej” svarer den gamle og lukker døren. Ingen skal bryde ind i hans hi!”
Der går dog kun et øjeblik, så indser den gamle alvoren og lukker drengen ind.

Sammen tager de to på eventyr.

Den gamle og den unge har mange gode snakke undervejs. Da den lille dreng fortæller om sin far, fortæller han, at hans far altid giver ham en is og så når de sidder på kantstenen udenfor isbutikken, ja så tæller hans far de røde biler og han tæller de blå biler. Den, der tæller flest biler har vundet. Kantstenen er noget af det bedste. ”Det lyder kedeligt!"
"Det ved jeg godt!” siger drengen. ”Underligt nok, så kan jeg bedst huske alt det kedelige."

Og hvorfor kan drengen bedst huske alle de små dagligdagsting? Jo, det kan drengen, fordi det er de små ting – det er hverdagen, som er det vigtige i vores liv. Og det er netop, hvad den gamle finder ud af til slut. At det rigtige eventyr ikke er det, han hele tiden har længtes efter. Det rigtige eventyr er det liv, som han har levet og lever nu og her.

”Op” hedder tegnefilmen. Og op det er, hvad vi har travlt med at komme. Men vi skal ikke have så travlt. Målet er ikke et mål i sig selv. Det er vejen frem, som er det vigtigste.

Og derfor slutter Simon Kvamm også klogt sin sang:

”Åh nej Hvad sker der? Hvad tænker jeg på? Det her er ikk’ dit pis, men mit der er i kog. Lad mig lige komme ind i kampen. Jeg elsker dig jo. Jeg vil gerne gå med dig. Vi skal gå til Rom. Ad alle veje!”

Simon Kvamms sang hedder: ”Gå med dig!” En fantastisk sætning, fordi den både kan være en negativ opfordring ”Gå med dig!” eller være en positiv konstatering. Jeg vil ”gå med dig!” Det sidste er, hvad Gud vil. Gud vil gerne gå med dig - ad alle veje!

Gud er ikke kun på hemmelige steder eller henne i kirken. Hele pointen med vores treenige Gud er, at Gud ikke alene er i himlen. Gud har været på jorden som Jesus og han er her endnu som Helligånd. På den måde kan Gud gå med dig – ad alle veje!

Glædelig påske og pinse!

 

Prædiken fra 2. pinsedag i Sanderumgaards have

Af sognepræst Malene Rask Aastrup

Kirkeblad nr. 4, 2010

ROMANTISK HAVE. Sådan stod der pludselig på et vejskilt.

Side om side med et skilt her til Sanderumgaard.

ROMANTISK HAVE! Det fik mig til at trække på smilebåndet. For hvordan er det egentligt, at vi bruger ordet; romantisk?

Om haver, ja. Der er indimellem nogle, der kontakter mig for at høre, om jeg vil vie dem i deres have.

”Hvorfor?” spørger jeg - og så svarer de altid: ”Det kunne være så romantisk!”

Når jeg taler med brudepar, der skal vies i kirken, så bruger de også ofte ordet, som begrundelse for et kirkebryllup: ”Det er så romantisk!” siger de.

Men hvad er det romantiske egentligt? Det siges, der ikke rigtig noget om. Hvis noget er romantisk, så er det åbenbart så godt, at det ikke står til at diskutere.

En romantisk have må derfor være en helt perfekt have.

En romantisk kirke må være et helt særligt sted.

Et romantisk bryllup må være det ypperligste bryllup, man kan have.

Og en romantisk mand er naturligvis en mand, der forkæler sin kone.

En romantisk kvinde er så en kvinde, der vil forkæles af sin mand.

- Ja, det er måske ikke helt så positiv en betydning. Det er snarere lidt krævende og irriterende for hendes mand.

Men det er velsagtens også den eneste måde, som ordet romantisk kan bruges negativt på. Og det negative skyldes, at det romantiske bliver et krav, der stilles og ikke en stemning, der kommer til én udefra.

At noget er romantisk siger altså noget om den stemning, som det romantiske bringer os i.

Og det romantiske er stemningsfuldt på den gode måde.

Det romantiske stemmer os an og gør os vel til mode.

Det må være det, som vi mener, når vi kendetegner dette og hint som romantisk.

Den romantiske have her på Sanderumgaard er forhåbentligt også romantisk på den stemningsfulde måde.

Det krav kommer den besøgende i hvert fald let til at stille på forhånd.

Det går jo ligesom ikke an at have en romantisk have, som ikke er romantisk, vel!

Da Johan Bülow i sin tid anlagde den oprindelige romantiske have her på Sanderumgaard, må det også have været hans intention:

At haven ikke bare skulle være romantisk, men også føles sådan. 1800-tallet var nemlig præget af en hel bevægelse, som vi kalder den romantiske.

Romantikken søgte tilbage til antikkens Rom. Efter en lang periode med oplysningstid, rationalisme og fornuftsbetonet levevis søgte romantikken tilbage. Den ville tilbage til ånden. Og ånden blev søgt i både litteraturens digte, i kunsten og i naturen.

Den romantiske have adskilte sig fra tidligere tiders symmetriske og sirlige haver ved at være mere naturlig. Den skulle ikke vise sig ved sin perfektionisme, men skabe stemninger for dens beskuer.

Og det med at skabe stemninger er netop, hvad dagens evangelietekst handler om.

”Ingen kan komme til mig, hvis ikke Faderen drager ham” siger Jesus. Og når noget drager os, så må det vel netop være, fordi det giver os en stemning, som vi bryder os om og derfor føler os draget af!

I dag fejrer vi pinse - en højtid, som mange forbinder med forår og sommer. Og det er heller ikke så dumt endda, når nu pinse handler om Helligåndens komme. For hvor skal vel Helligånden være at finde om ikke i naturen, i planterne, træerne og blomsterne, som alle er gudsskabte ting?

Derfor hører vi også i disse tider om folk, der søger Gud i stenen, i skoven og i naturen mere bredt forstået. Der findes også stadig folk, der søger Gud i bøger, kunst og musik. Og hvis Helligånden er i verden, så er den jo også dér. Der findes også mange folk, der søger Gud i andre mennesker. Og det er vel også legitimt nok, dersom vi alle er skabt i Guds billede.

Men så holder den sammenligning heller ikke til mere. For hvad de hver især glemmer, er, at Helligånden ikke kan afgrænses af os. Vi kan ikke hævde eller kræve dens tilstedeværelse hverken i naturen, på papir eller i et menneske, vi møder. Og slet ikke i os selv.

Hvordan kan vi så vide, hvor den er, Helligånden?

Ja, vi kan ganske enkelt ikke vide det med sikkerhed, altså bortset fra, at Helligånden er os tilgængelig overalt og i alle, hvis vi er åbne og beder den om det!

Er der da nogle grænser for Guds tilstedeværelse?

Egentlig ikke! Hvis ikke Gud kunne være i alt og alle, så var han jo ikke Gud!

Hvorfor da søge Gud i kristendommen og ikke i hvilken som helst anden religion? Kan vi ikke lige så godt blive asadyrkere igen og ofre til de nordiske guder? Kan vi ikke lige så godt omvende os til islam og bede med ansigtet vendt mod Mekka? Eller tro på Buddha, på Krishna eller en anden?

Nej, det kan vi ikke, fordi vi har noget, som de andre religioner ikke har! Vi har nemlig Jesus Kristus, Guds søn at forholde os til.

Jesus, der levede som menneske iblandt os og som vi tror var Guds søn.Vi har ikke set Gud og vi kender ikke Gud, men vi har set hans søn og vi har hørt om Gud gennem ham.

Det er om Gud, søn og Helligånd, at vore fire evangelier hver især beretter den stort set samme historie.

Gud blev menneske for at gå os i møde. Han viste os, hvori det sande menneskeliv består; nemlig i at skabe god stemning til de andre.

Og Jesus ofrede sit liv for os, for at Gud ikke kun skal foretrække de bedste og mest fromme af os, men tværtimod tage imod alle, som han kan drage til sig.

Og derfor kom den Helligånd. For at Gud har noget, som han kan drage os med. Den gode ånd, Helligånden, som fører os til Gud og til hinanden.

I mange år har ånden været forældet snak.

At bede til Helligånden var ganske enkelt for mærkeligt på en overtroisk og useriøs måde.

Men efter mange år – ja, vel nærmest et helt århundrede med rationalisme og fornuft, er vi nu i det 20. århundrede atter klar til at tale om ånd. For vi kan ikke leve af penge og materielle goder, selvom de er gode at have ved hånden. Vi savner dybde og mening.

Vi savner at være stemt af noget udenfor os selv. Vi savner Helligånd uden at vide, hvad det er.

Måske det er derfor, at vi er så vilde med det romantiske. Fordi det bringer os i stemninger af den gode slags. Det romantiske bringer os i bedste fald nærmere til Gud. Så måske det kunne trække flere til, hvis vi foran kirken sætter et skilt, hvorpå der står:

ROMANTISK KIRKE!

 

Prædiken fra 2. pinsedag i Sanderumgaards have

Af sognepræst Malene Rask Aastrup

Kirkeblad nr. 4, 2010

ROMANTISK HAVE. Sådan stod der pludselig på et vejskilt.

Side om side med et skilt her til Sanderumgaard.

ROMANTISK HAVE! Det fik mig til at trække på smilebåndet. For hvordan er det egentligt, at vi bruger ordet; romantisk?

Om haver, ja. Der er indimellem nogle, der kontakter mig for at høre, om jeg vil vie dem i deres have.

”Hvorfor?” spørger jeg - og så svarer de altid: ”Det kunne være så romantisk!”

Når jeg taler med brudepar, der skal vies i kirken, så bruger de også ofte ordet, som begrundelse for et kirkebryllup: ”Det er så romantisk!” siger de.

Men hvad er det romantiske egentligt? Det siges, der ikke rigtig noget om. Hvis noget er romantisk, så er det åbenbart så godt, at det ikke står til at diskutere.

En romantisk have må derfor være en helt perfekt have.

En romantisk kirke må være et helt særligt sted.

Et romantisk bryllup må være det ypperligste bryllup, man kan have.

Og en romantisk mand er naturligvis en mand, der forkæler sin kone.

En romantisk kvinde er så en kvinde, der vil forkæles af sin mand.

- Ja, det er måske ikke helt så positiv en betydning. Det er snarere lidt krævende og irriterende for hendes mand.

Men det er velsagtens også den eneste måde, som ordet romantisk kan bruges negativt på. Og det negative skyldes, at det romantiske bliver et krav, der stilles og ikke en stemning, der kommer til én udefra.

At noget er romantisk siger altså noget om den stemning, som det romantiske bringer os i.

Og det romantiske er stemningsfuldt på den gode måde.

Det romantiske stemmer os an og gør os vel til mode.

Det må være det, som vi mener, når vi kendetegner dette og hint som romantisk.

Den romantiske have her på Sanderumgaard er forhåbentligt også romantisk på den stemningsfulde måde.

Det krav kommer den besøgende i hvert fald let til at stille på forhånd.

Det går jo ligesom ikke an at have en romantisk have, som ikke er romantisk, vel!

Da Johan Bülow i sin tid anlagde den oprindelige romantiske have her på Sanderumgaard, må det også have været hans intention:

At haven ikke bare skulle være romantisk, men også føles sådan. 1800-tallet var nemlig præget af en hel bevægelse, som vi kalder den romantiske.

Romantikken søgte tilbage til antikkens Rom. Efter en lang periode med oplysningstid, rationalisme og fornuftsbetonet levevis søgte romantikken tilbage. Den ville tilbage til ånden. Og ånden blev søgt i både litteraturens digte, i kunsten og i naturen.

Den romantiske have adskilte sig fra tidligere tiders symmetriske og sirlige haver ved at være mere naturlig. Den skulle ikke vise sig ved sin perfektionisme, men skabe stemninger for dens beskuer.

Og det med at skabe stemninger er netop, hvad dagens evangelietekst handler om.

”Ingen kan komme til mig, hvis ikke Faderen drager ham” siger Jesus. Og når noget drager os, så må det vel netop være, fordi det giver os en stemning, som vi bryder os om og derfor føler os draget af!

I dag fejrer vi pinse - en højtid, som mange forbinder med forår og sommer. Og det er heller ikke så dumt endda, når nu pinse handler om Helligåndens komme. For hvor skal vel Helligånden være at finde om ikke i naturen, i planterne, træerne og blomsterne, som alle er gudsskabte ting?

Derfor hører vi også i disse tider om folk, der søger Gud i stenen, i skoven og i naturen mere bredt forstået. Der findes også stadig folk, der søger Gud i bøger, kunst og musik. Og hvis Helligånden er i verden, så er den jo også dér. Der findes også mange folk, der søger Gud i andre mennesker. Og det er vel også legitimt nok, dersom vi alle er skabt i Guds billede.

Men så holder den sammenligning heller ikke til mere. For hvad de hver især glemmer, er, at Helligånden ikke kan afgrænses af os. Vi kan ikke hævde eller kræve dens tilstedeværelse hverken i naturen, på papir eller i et menneske, vi møder. Og slet ikke i os selv.

Hvordan kan vi så vide, hvor den er, Helligånden?

Ja, vi kan ganske enkelt ikke vide det med sikkerhed, altså bortset fra, at Helligånden er os tilgængelig overalt og i alle, hvis vi er åbne og beder den om det!

Er der da nogle grænser for Guds tilstedeværelse?

Egentlig ikke! Hvis ikke Gud kunne være i alt og alle, så var han jo ikke Gud!

Hvorfor da søge Gud i kristendommen og ikke i hvilken som helst anden religion? Kan vi ikke lige så godt blive asadyrkere igen og ofre til de nordiske guder? Kan vi ikke lige så godt omvende os til islam og bede med ansigtet vendt mod Mekka? Eller tro på Buddha, på Krishna eller en anden?

Nej, det kan vi ikke, fordi vi har noget, som de andre religioner ikke har! Vi har nemlig Jesus Kristus, Guds søn at forholde os til.

Jesus, der levede som menneske iblandt os og som vi tror var Guds søn.Vi har ikke set Gud og vi kender ikke Gud, men vi har set hans søn og vi har hørt om Gud gennem ham.

Det er om Gud, søn og Helligånd, at vore fire evangelier hver især beretter den stort set samme historie.

Gud blev menneske for at gå os i møde. Han viste os, hvori det sande menneskeliv består; nemlig i at skabe god stemning til de andre.

Og Jesus ofrede sit liv for os, for at Gud ikke kun skal foretrække de bedste og mest fromme af os, men tværtimod tage imod alle, som han kan drage til sig.

Og derfor kom den Helligånd. For at Gud har noget, som han kan drage os med. Den gode ånd, Helligånden, som fører os til Gud og til hinanden.

I mange år har ånden været forældet snak.

At bede til Helligånden var ganske enkelt for mærkeligt på en overtroisk og useriøs måde.

Men efter mange år – ja, vel nærmest et helt århundrede med rationalisme og fornuft, er vi nu i det 20. århundrede atter klar til at tale om ånd. For vi kan ikke leve af penge og materielle goder, selvom de er gode at have ved hånden. Vi savner dybde og mening.

Vi savner at være stemt af noget udenfor os selv. Vi savner Helligånd uden at vide, hvad det er.

Måske det er derfor, at vi er så vilde med det romantiske. Fordi det bringer os i stemninger af den gode slags. Det romantiske bringer os i bedste fald nærmere til Gud. Så måske det kunne trække flere til, hvis vi foran kirken sætter et skilt, hvorpå der står:

ROMANTISK KIRKE!

 

Find festen!

Af sognepræst Malene Rask Aastrup

Kirkeblad nr. 3, 2011

”Gik omkring i den kolde blæst i min egen labyrint. Så et sted, hvor der var fest og tænkte, der går jeg ind!

Da jeg bankede, var der en, der åbnede døren på klem. Hun sagde: ”Skrid pomfrit, det er en lukket fest, men kom indenfor alligevel!”

(Kim Larsen: Festen)

Ordene er Kim Larsens, men de passer fortrinligt på vores Gud. Den treenige Gud er netop kendetegnet ved, at Han er en Gud, der er bevægelig og lader sig bevæge af det, Han ser.

Gud er ikke ensidig, men tresidet og tre-enig. Gud ønsker at komme os i møde ved at vise flere sider af sig selv. Til jul gør Gud bevægelsen fra himmel til jord, til påske dør og genopstår Jesus og til pinse sender Gud sin Helligånd. ”Hvorfor er Jesus her ikke mere?” spurgte en kvik dreng sin mor. Svaret er, at Jesus tager  herfra, fordi menneskeskikkelsen begrænser Gud til at være et sted af gangen, hvorimod Gud i Helligåndens skikkelse kan være overalt på samme tid.

Den bevægelige tre-enige Gud lukker aldrig en dør, uden at åbne et vindue på klem. Men det kræver, at der er nogle, som vil lukkes ind! Hvis vi glemmer at bede eller ingen har fortalt os, at det er en mulighed, så går det os måske som Kim Larsen, der slutter sin sang sådan her:

”Lige siden har jeg søgt i øst og i vest, men aldrig har jeg fundet frem til den samme fest.”

En lukket fest?

Den samme åbenhed, som kendetegner den treenige Gud, kendetegner også kirken: Gudstjenesten er en fest. En fest, hvor vi fejrer vores kristne fællesskab. Et fællesskab, som består af alle døbte og derfor på sin vis er en lukket fest. Men et fællesskab, hvor vi lukker alle ind alligevel.

For det er sådan Folkekirken er tænkt. Døbefonten står ikke længere ved indgangen. Dåben er ikke en legitimation, som vi skal fremvise for at kunne være med. Nadveren er ikke kun for de konfirmerede eller de døbte. Både høj og lav sidder med omkring det samme nadverbord. Vi indbyder alle!

En fest, hvor vi ikke gider være med?

Desværre er der mange, der ikke oplever Folkekirkens gudstjeneste som en fest. Så er det i hvert fald en af de kedelige af slagsen. Sådan en fest, hvor man sidder i et hjørne og ser på de andre, mens man venter på, at festen er forbi. Der sker ingenting.

Præsten læser en masse tekster, og der bliver sunget en masse salmer, som ingen kender melodien til. I værste fald holder præsten en lang morale, der går ud på, at præsten har ret - og vi bare skal makke ret. Og er der noget, vi ikke gider, så er det autoriteter, som vil bestemme, hvad vi skal mene.

En præstekone havde inviteret nogle veninder hjem til middag. De var alle højtuddannede og vant til at bestemme. Der var ingen, der skulle komme og sige, hvad de skulle mene. Og da slet ikke kirken eller en præst. Her iblandt var en højgravid psykiater. Hun fortæller nu; at hun venter et lille drengebarn – og det bliver noget helt andet end de piger, som hun i forvejen er mor til. Han vil være meget åndelig og blive hende en særlig udfordring.

”Jamen, nej har du været til scanning og fået besked om, at det bliver en dreng?”, spørger nu præstekonen, hvortil den højgravide psykiater lige så selvfølgeligt svarer: ”Nej, jeg har været til clairvoyant!”

Den gravide psykiater er langtfra alene om på den ene side at være et rationelt og selvbestemmende individ, som ingen skal komme og fortælle, hvad skal mene - og så på den anden side lige så selvfølgeligt konsultere alternative tilbud i et behov for at få fortalt, hvordan livet skal leves. Det er jo en sær selvmodsigelse!

En fest med åben invitation!

Vi føler, at vi kan klare os selv og magte tilværelsen på egen hånd. ”Det går jo meget godt!” Og så længe det går godt, kan det være svært at bevise andet.

Vi har os selv at takke. Hvad vi fortrænger er, at det gælder både, når det går godt, men også når det går skidt. Vi synger ikke om ”Aleneste Gud i himmerig”, som generation på generation har gjort det før os. Vi synger om ”Aleneste mig i det hele”. For selvom vi er flokdyr og færdes mere og mere i flok helt fra spæde, så bliver vi mere og mere asociale og ensomme. Det er aleneste mig i det hele, der skal tage ansvar for både mit eget liv og globale katastrofer som tsunamier og CO2.

Det er en tung byrde at bære hele ansvaret selv - og hvorfor ikke lægge byrden af hos Gud? At tro på Gud handler ikke om at give totalt køb på sin fornuft og sin hjerne. At tro på Gud handler om at åbne op for, at verden og livet er større end vores forstand. Og at livets Gud vil os det godt!

”Vi som er søgende, længes mod mere, end det vi har fået og alt det vi ser. Gud mød os i vores utilfredshed og giv os dit øjebliks glæde!

Vi som er døende står på en kant med minder om liv, der faldt om og forsvandt. Gud, mød os nu i vores skrøbelighed, giv styrke og mod til forandring!

Vi som har udsigt til bare os selv og bygger et liv i kontrol og på held. Gud, mød os i al selvtilstrækkelighed og vis os, at livet er større!”

(Iben Krogsdal, 1999)

God pinse!

 

Når lyset bryder frem

Af sognepræst Malene Rask Aastrup

Kirkeblad nr. 1, 2012

”Det er ikke godt for mennesket at være alene”, siger Gud.

Alligevel så vandrer vi ensomme rundt i mørket. Vi tænder drømme og søger eventyr. Alle har hver sin gribende historie:

Der er natten så lang, hvor mennesker står op og vandrer en hvileløs gang.

Der er den forladte kæreste, der vandrer rundt, hvileløs og tømt for tårer - med savnet efter det, der var og en mening, som ikke længere er.

Der er den gamle, der let fortaber sig i bitterhed over det, der aldrig blev.

Der er den sørgende, som har mistet en kær. Kærlighed, som river og flår hjertet ud i savnet efter den, der skulle tage imod.

Der er den syge, som ingen tør spørge, hvordan det går - af misforstået frygt for, at spørgsmålet kan gøre det værre end det i forvejen er.

Der er den fremmede og den fremmedgjorte, der ikke kender nogen og ikke ved, hvorfor de andre gør det, de gør - og hvornår og hvordan.

Der er barnet, som må græde sig i søvn, fordi livet ikke altid er et eventyr. Og de unge og voksne, der stadig er børn - og stadig ikke kan forstå, hvor drømmene bliver af.

Der er dig og mig i mørket på jagt efter noget, der kan lyse op i vores liv.

Vi længes alle efter lys og varme. Sollys? Ja, men der er mere lys i verden end det lys, som solen giver. Meget mere lys!

Det første Gud skabte var lyset. Det var først på den fjerde dag, at Gud skabte sol, måne og stjerner.

Lyset var der forud og det skinner endnu: Kristus er verdens lys, og selvom han er faret til himmels, så er lyset her nu som hellig ånde.

Vi skal tage imod det lys, som Helligånden vil give os og skinne på hinanden. Så kan vintermørket være, hvad det vil.

Mørket er ikke mørke for Gud.

Derfor med hjælp fra Gud: Lys indefra - og ud på andre!

Glædelig advent.

 

Kirken med Kingo i kisten

Af sognepræst Malene Aastrup

Kirkeblad nr. 2, 2012

”Hvem ligger i kisten?” Sådan spørger mange, når de første gang gæster Fraugde kirke. Og vi er stolte over at kunne fortælle, at det gør Kingo.

Thomas Kingo (1634-1703) var biskop i Odense, gift med Birgitte Balslev fra Fraugdegård og en af Danmarks helt store salmedigtere. Fraugde kirke er ikke bygget til Kingo, men Kingos kiste blev efter mange år i krypten sat op i kirkens sideskib.

Far verden farvel, jeg kedes ved længere at være din træl.
... Jeg river mig løs og jeg kedes nu ved forfængelighed”

skrev Kingo i en af sine salmer (DDS 615). Slut med al den forfængelighed, lad os længes mod himmelen.

Mage til livsfjendsk salme skal man lede længe efter. Men ser man nærmere på det store gravmonument, kan man ikke lade være med at trække på smilebåndet og spørge sig selv: ”Hvem er mest forfængelig her?” Kingo har fået lavet et stort flot monument til ære for sin svigerfar, men monumentet ærer mest af alt ham selv. Sammen med sørgende barokengle er det Kingo og Birgitte Balslev, der er blevet gjort udødelige. Ja, forfængelighed må Kingo have kendt så rigeligt til selv. Og på den måde kan Kingo om nogen siges at være den rette til at skrive om det dårlige ved forfængelighed. Det samme gælder den kødelige lyst, der fylder Kingos verdslige digte. Hele tre koner blev det til, selvom den anden hustru ikke var så heldig at få sit eget kærlighedsdigt.

Når det er sagt, kan vi let komme til at konstatere, at der ikke er meget brugbart at hente hos Kingo. Så far da farvel til Kingo selv. Kingo må være en uddød race med den ekstreme kritik af livets glæder og en så ensidig længsel efter himmerig. Men vi må ikke haste så hurtigt væk fra Kingo.

Kingo har et langt dybere ærinde. Kendetegnet for barokken og Kingo er én på samme tid negativ og konstruktiv opmærksomhed på de ting, der stikker udenfor. Forfængeligheden stikker udenfor, men den kan bruges konstruktivt i den rigtige sags tjeneste. Alle vores lidenskaber kan bruges godt, når blot de får det rigtige mål. Vi må gerne længes efter mere, hvis vi fjerner vores egoistiske snæversyn.

Med andre ord: Du skal åbne dine øjne for verdens himmelske skønhed og vise din taknemmelighed til dem, du møder på din vej. ”Du skal elske Herren din Gud og din næste!”

Hør mere om Thomas Kingo på Langfredag i vore kirker!

Glædelig påske - og pinse!

 

En ny begyndelse

Af sognepræst Anne Sophie B. Simonsen

Kirkeblad nr. 3, 2012

Jeg sidder i min nye, dejlige have og lader solens lune stråler trænge ind. Fuglenes kvidren blandes med en summen fra bilerne på Ørbækvej og skrålene fra rågerne ved kirken. Det dufter af græs og blomster. Af og til rammes jeg dog også af en brise af gyllelugt, men pyt, det tager jeg gerne med, for her er dejligt i haven. Og jeg tænker tilbage på min 2-værelses i København, hvor jeg har boet det meste af min studietid, vel at mærke uden altan. - En tanke der lige nu forekommer mig næsten klaustrofobisk!

Men her er ikke bare dejligt i haven, det er der også i hele Fraugde, Allerup og Davinde. Og overalt er jeg blevet budt varmt velkommen. Interessen for jeres nye præst har været stor og jeg har følt mig taget utrolig godt imod alle steder. TAK for det!

Det er ikke kun haven, der er forskellig fra mit liv i København. Det er naboskabet også. Som den storby København er, kan man passere sine naboer i opgangen med et lille klemt ”dav”, og så er begge hurtigt videre. Her møder naboer derimod op med et hjerteligt velkommen og inviterer samtidig til diverse arrangementer. Det føles godt at vide, at man er en del af et godt naboskab.

Disse tanker kører gennem mit hoved, mens jeg sidder i min have og nyder synet. Blomsterne er iklædt deres farverige festpragt, alle duftene spiller i næseborene, ja det er som den smukke sommersalme siger: Det dufter lysegrønt af græs. Og som det lyder i salmen, mærker jeg at

”Guds sol går ind
i krop og sind,
forkynder, at nu kommer
en varm og lys skærsommer”.

For det er svært i dette øjebliks sansning ikke at lade sig rive med af begejstring for Guds skaberværk. Hvert forår er skabelse på ny, når de små skud spirer frem af den mørke muld. Det er naturens egen version af opstandelse.

Og sommerens lune og lyse måneder er en sand jubel for sjæl og legeme, for vi ved, at det om et øjeblik vender. Så bliver de mørke timer langsomt men sikkert flere og flere.

Men det er netop forgængeligheden og genkomsten i naturen, der fastholder vores begejstring, for det viser os, at verden er i live. Den fødes, vokser sig stor og smuk for tilsidst at dø hen. Ligesom os mennesker, der er en del af den samme forgængelige verden.

”Alt kød må dø,
hver blomst blir hø.
Når vissentørt står floret,
da blomstrer evigt Ordet”.

- lyder det i vers 4 i samme salme. Salmen hylder Guds skaberkraft, der gør alting nyt. Men den minder os også om, at blomster og mennesker alle skal visne og dø en dag, men at Guds skaberord, der skaber liv af døde, aldrig forgår.

Guds ord søger vej i sorgen og bedrøvelsen. Og det sætter små skud i os, som med tiden vokser frem, så vi også mærker, at opstandelsen er for os. Så vi mærker, at her springer livet ud på ny.

”Kom, Jesus, snart,
og gør det klart:
den morgenstund, du kommer,
da gryr en evig sommer.”

Tanken om en evig sommer gøder troen på Guds kærlighed til os. Den kærlighed, der står bag denne forunderlige verden med al dens blomsterduft og rågeskrål. Den kærlighed, der gør alting nyt.

Med ønske om en god sommer til alle!

 

Hvem skal holde urværket/hjulet i gang?

Af sognepræst Malene Rask Aastrup

Kirkeblad nr. 4, 2012

Om succesrige virksomheder har mange ment, at det afgørende var den karismatiske leder eller den gode ide. Men hvad hvis hverken ide eller karisma er det afgørende?

Meget tyder på, at de virksomheder, der gennem årtier har klaret sig bedst kan takke noget andet for deres succes: virksomhedens værdigrundlag.

Billedligt kan man sige, at den gode leder ikke skal fortælle de andre, hvad klokken er. Den gode leder skal konstruere et ur (et værdigrundlag) der kan blive ved med at gå (som folk tror på).

Hvis du ser på Folkekirken som en virksomhed, så har den mange gange været dømt bankerot og færdig. Alligevel lever kirken endnu!

Kirken lever, fordi den bygger på Jesu ord og gerning.

Kirken har det mest fantastiske værdigrundlag, der tænkes kan!

Kirken har ingen ”klar-parat” svar. Kirken fortæller dig ikke, hvad du eksakt skal gøre, som skulle den blot angive et klokkeslæt på et ur. Tværtimod så udmærker den kristne kirke sig ved, at den giver dig nogle retningslinjer, som du kan navigere ud fra. Kristendommen har skabt et urværk, der kan blive ved med at gå!

Og derfor er jeg ikke bange på kristendommens vegne. Men på det danske folks vegne og på Folkekirkens vegne kan jeg godt blive bange: Er det slut med at være en kirke for folket?

Ja, det er det, hvis der ikke er noget folk at være kirke for! Nok er vi glade for vore gamle middelalderkirker, men de skal jo ikke være museale. De skal dirre af liv. Af menneskeliv vel at mærke. Af dit og mit liv!

Kirken er din! Bevar den og brug den! Giv dig til kende, mød op til orienteringsmøderne, bliv frivillig, gør noget! Bliv ambassadør for din kirke! Det er dig, der skal holde hjulet i gang!

På gensyn!

 

Forsvunden er nu al vor nød?

Af sognepræst Anne Sophie B. Simonsen

Kirkeblad nr. 1, 2013

Adventstiden og juletiden er traditionernes tid. Maden er den samme, julepynten den samme, tv-programmet det samme. I kirken nikker vi genkendende til præstens oplæsning af juleevangeliet og glæder os over gensynet med de kendte salmer.

En af klassikerne er selvfølgelig Et barn er født i Bethlehem. Men det er ikke kun salmen i sig selv, der er en tradition ved juletid. For lige så fast tradition er det efterhånden, at der midt i salmesangen sniger sig et ekstra ”s” ind i 5. vers: forvunden bliver til forsvunden!

Det sker især juleaften, hvor der ofte er lavet salmeark. Måske er det den loyale menighed, der mener, at deres fortravlede præst i juletiden har sjusket med teksten, og som for at dække over præstens fejl ikke synger ”Forvunden er nu al vor nød”, men derimod ”Forsvunden er nu al vor nød”! Men det er faktisk ikke en fejl fra præstens side. Der er forskel på forvunden og forsvunden, og tilføjes det lille ”s”, ændres salmens budskab.

Grundtvig, der har skrevet salmen, mente ikke, at menneskets nød er forsvunden. Og det må vi jo desværre give ham ret i. Men Grundtvig mente, at julens glade budskab er, at Gud blev født som menneske på denne jord, for at vi ikke lades alene tilbage i vores nød.

Med sit liv og med sin død for vores skyld har han overvundet dødens og sorgens kolde kræfter.

Vores nød er forvunden, altså overvunden på en sådan måde, at vi har et håb – på trods af alt det, der knuger os. Nemlig et håb om, at også her vil Gud lade livet ske på ny.

Det lille liv i krybben er tegnet til os om, at Gud gør alting nyt. Når håbet synes slukket, når troen synes holdt nede, så lader Gud atter sit ord fødes, så det må tage bolig iblandt os.

Det er julens glædelige budskab til os alle. Glædelig jul!

 

På denne side kan du læse artikler og indlæg fra kirkebladet. Sognenes præster og øvrige skribenter har forfattet indlæg om en række interessante emner.

Artikler og indlæg ligger i kronologisk orden med de nyeste øverst.

God læselyst.

Artikler og indlæg i kirkebladet for de tre sogne

Gudstjenester

BegivenhedDato

Højmesse, 3. søndag i advent, Fraugde kirke v/ AS

 

17. dec 11:00
12:00
17. dec 11:00 -
12:00

Højmesse, 3. søndag i advent, Davinde kirke v/ AS

  foregår i: Davinde kirke

17. dec 14:00
15:00
17. dec 14:00 -
15:00

Juleaften, børnegudstjeneste, Fraugde kirke v/ AS

 

24. dec 10:00
11:00
24. dec 10:00 -
11:00

Juleaften, højmesse, Fraugde kirke v/ AS

 

24. dec 14:00
15:00
24. dec 14:00 -
15:00

Juleaften, højmesse, Davinde kirke v/ SP

  foregår i: Davinde kirke

24. dec 14:30
15:30
24. dec 14:30 -
15:30

Juleaften, højmesse, Fraugde kirke v/ AS

  foregår i: Fraugde kirke

24. dec 15:30
16:30
24. dec 15:30 -
16:30

Juleaften, højmesse, Allerup kirke v/ SP

foregår i: Allerup kirke

24. dec 16:00
17:00
24. dec 16:00 -
17:00

Juledag, højmesse, Allerup kirke v/ AS

  foregår i: Allerup kirke

25. dec 09:30
10:30
25. dec 09:30 -
10:30

Juledag, højmesse, Fraugde kirke v/ AS

  foregår i: Fraugde kirke

25. dec 11:00
12:00
25. dec 11:00 -
12:00

Højmesse, Davinde kirke v/ AS

  foregår i: Davinde kirke

26. dec 09:30
10:30
26. dec 09:30 -
10:30

AS: Anne Sophie Bredmose Jakobsen

SP: Signe Paludan